Hvori Skibet Kommer Til Syne

Det begynder i dis. Hojt oppe på kloden, hvor ingen mennesker ser det, sprækker isen med smæld over hvide fjorde. Der bliver havblåt mellem flagerne, natten, som har varet det halve år, hvor solen står under horisonten, er omme. Det knager i iskanten, revne jager revne, da et glasbjerg - på storrelse med eventyrslottet, med tårne og takker og vinduer, som sneen længe har dækket - knækker af og står til sos med de hylende vinde.

Den lange dag er vendt tilbage.

Det vugger på soer, der lober sydover, tumles i storme, som vasker siderne blanke igen mens tårnene spidser sig op i syle og drypper under en sol, der lofter sig på himlen, et stykke hojere for hvert dogn.

Slottet hviler på et fundament af akvamarine skygger. Efterhånden som

varmen tager fat, bliver isen sprod. Vandet begynder at underlobe det, ude som inde, små lakuner opstår, dråbe for dryp udhules det. I visse belysninger ligner det en katedral med glasmosaikker, med runde eller hoje vinduer, når isen danner prismer og spalter lyset ud. Eller det svajer langsomt rundt for strommen og viser en moske med logkupler.

Alting flyder og solen drejer i sin bane. Revnerne slår igennem; med

ekko af den fjord, som efter mere end et halvt århundredes sovn satte isbjerget fri, kælver det selv. En struktur kommer til syne inde mod kernen, et morkere monster. Det minder om forrevent spindelvæv i slottets sale.

Ubarmhjertigt fortsætter nedslibningen. Havets salt, dagenes sol, de

stadig stigende temperaturer. Som andre eventyrslotte er det i grunden porost; det siler ganske langsomt bort af sig selv efterhånden som det nærmer sig beboede egne. Men strukturen i kernen står, spindelvævet hænger på stager nu, slottet har ændret form og ingen tårne knejser længere under himlen.

Da det forlader Ishavet og Nordatlantens vinde overtager driften er det

en skygge af sig selv, krystalformation med lutter skarpe kanter.

De forsvinder som det næste. Fra katedral til landsbykirke - fra slot

til ruin - fortsætter forvandlingen ind i rundere former. Isbjerget nejer på bolgerne som flaskepost fra odemarker, hvor mænd og hunde dor. I glassets rum nærmer billedet sig sin fremkaldelse. Det ligner et skib med hundrede master.

De syvoghalvfems forsvinder igen; de var spejlinger i krystal,

refraktioner af lys, korn og urenheder i stoffets indre. Men tre bliver tilbage, og tre er nok til et skib. Et skib af træ med knækkede master, som er segnet ned over dækket og ligger i et væv af vildt forrevne sejl og tovværk fra riggen.

Endnu hviler det bag glas, men glasset driver af væde og tæres til en

tyndere rude dag for dag. Detaljerne viser sig.

Det ser ud som om en brandstorm er gået over skibet. Kabyssen er

smadret, under mesanen ligger lukafet i kvas, åreblade stritter frem over alt fra redningsbåde, som ingen levende djævel fik tid til at sætte i soen. Rundholter og klamper er slået los, davider bukket ud af form og soventiler knust under takkelagen.

Man ser ingen dode. Kun det hulter til bulter de efterlader sig i deres

omgivelser.

Under lugerne hersker tomheden og elfenbenet, en kiste står i lastrummet

med surringer til mastefoden. Jeg horer tuden fra et skib i tågen, vågner, strækker mig og gaber kæberne af led i det trange rum, som minder om en kojeplads. Vi nærmer os en fremmed kyst. Flere tågehorn svarer hinanden på skift.

(from Prins, with permission from Gyldendal, 1997)